Zoneterapi
Zoneterapi er en urgammel behandlingsmetode med oprindelse i Asien. Denne behandling tager udgangspunkt i zonerne under fødderne, hvor hvert enkelt zoneterapipunkt repræsenterer vores organer, knogler, led og muskler samt vores lymfe- og nervesystem. Gennem tryk på punkterne – enten punkterne enkeltvis eller som led i et system – forbedres blod- og energiflowet til de enkelte områder. Det kan fx være fordøjelsessystemet, hvor behandlingen af relevante trykpunkter starter i mundhulen og slutter ved endetarmen. Hele systemet bearbejdes, og derigennem optimeres blodforsyningen til organerne, hvorved organernes evne til regeneration optimeres og giver en bedre fordøjelse.

Zoneterapi til børn 0-5 år
Zoneterapi til babyer – 0-3 måneder gamle – handler oftest om at afhjælpe problematikker som maveproblemer (kolik, refluks, hård mave og derfor en kraftig pressen og smerte ved afføring), uro og søvnbesvær om natten.
Hos mindre børn kan der opståsituationer, hvor barnet har smerter i ørerne, hvilket kan skyldes væske, der står i mellemøret. Det kan også handle om en akut mellemørebetændelse. I begge tilfælde trykker væsken på trommehinden og giver smerter. Dette kan være tilbagevendende og skabe mange perioder med gråd og søvnløse nætter.
Når institutionsbørn udsættes for mange nye bakterier og virusangreb pga. den tætte kontakt med andre børn i institutionen, udfordres immunforsvaret. Her oplever familierne ligeledes mange gentagelser.
Allergi overfor pollen, pelsdyr eller husstøvmider kan udløse astmalignende symptomer som hoste, hvæsende vejrtrækning om natten og ved anstrengelse. Her tager vi en snak om evt. allergi i familien.
Som behandler er mit redskab at give zoneterapi, som styrker immunforsvaret og hjælper barnets evne til egen restitution.
Zoneterapi til børn 5-14 år
Et problem hos større børn kan være, at barnet er vådligger. Dette symptom skyldes, at det antidiuretiske hormon, der styres fra en kirtel i hjernen, mangler den natlige stigning. Følgen er, at der produceres mere urin, og hvis blæren ikke har den nødvendige rummeevne, resulterer det i, at blæren tømmer sig.
Zoneterapi kan være en del af behandlingen: Der arbejdes med at styrke denne funktion i hormonsystemet. Jeg taler som regel med både barn og forældre om det helt normale i situationen og om, hvilke andre hjælpemuligheder, der er at få.
Når teenagepiger når menstruationsalderen, går kroppen ind i en ny hormonel fase, og mange af pigerne oplever perioden forbundet med smerter, træthed og humørsvingninger. Zoneterapi kan afhjælpe mange af disse symptomer og gøre perioderne nemmere at komme igennem.
